Vandring langs Madeiras berømte vandingskanaler

Levadaer ved Funchal

Den store frodighed i og omkring Funchal skyldes blandt andet et sindrigt system af vandkanaler, de såkaldte levadaer, der leder vand fra de regnfulde bjerge i nord ned til de frugtbare landbrugsområder i syd. Langs levadaerne er der anlagt stier til de opsynsmænd, som efter nøje fastsatte regler tildeler vand til de enkelte marker ved at åbne og lukke små sluseporte. De første levadaer blev anlagt helt tilbage i slutningen af 1400-tallet, da der skulle bruges vand til vandmøller og sukkerrørsplantager. Det imponerende og omfattende levadasystem er stadig i brug og udbygges fortsat. I dag udnyttes vandet i kanalerne også til at drive små vandværker, der leverer elektricitet til bl.a. Funchal, og er også en dal af Funchals vandforsyning.

Tre levadaer kandiderer til UNESCO\'s menneskeskabte, bevaringsværdige kulturarv. På Madeira må man ikke snyde sig for en levadavandring ad opsynsmændenes stier. Det er en enestående oplevelse med brusende og fossende vandløb, hvor man kommer ind til øens indre. Stierne går gennem afvekslende og uspolerede landskaber, langs frodige bananplantager og vinmarker, gennem bælgmørke fugtdryppende tunneler og duftende fyrreskove, langs svimlende afgrunde, hvor stier er hugget ind i klippen - og hvert sving byder på nye udsigter. Her kan man nyde naturens stilhed, kun afbrudt af fuglesang og frøernes kvækken. Flere hoteller og bureauer arrangerer levadavandringer.

Område: